Hvis du sælger online, er dit website ofte det første, kunderne møder. Det er her, de danner sig det første indtryk af dit brand, og derfor er optimering af hjemmeside-performance utrolig vigtigt. Ting som sidehastighed, billedstørrelser og indlæsningstid har stor betydning for brugeroplevelsen, og det kan være det, der afgør, om en besøgende bliver på din webshop eller klikker videre.
Uanset om du driver din forretning på et mere avanceret WordPress-site eller bruger en alt-i-en løsning som Shopify, findes der flere konkrete måder at forbedre din hjemmesides ydeevne på.
Fordelene ved god hjemmeside-performance
- Brugeroplevelse (UX)
- SEO-rangering
- Forbedrede konverteringsrater
- Forbedret mobiloplevelse
- Lavere omkostninger
Din hjemmesides performance har stor betydning for, hvordan brugerne oplever din webshop, både når det gælder hastighed og funktionalitet. Her er nogle af de vigtigste grunde til at prioritere optimering af hjemmeside-performance.
Brugeroplevelse (UX)
Hastigheden på din hjemmeside betyder meget for brugeroplevelsen. En hurtig side giver en bedre oplevelse, reducerer bounce rate (andelen af besøgende, der forlader siden med det samme) og holder dine besøgende engagerede. Undersøgelser viser, at mange brugere forlader en hjemmeside, hvis den er for lang tid om at indlæse. Grænsen ligger ofte omkring tre sekunder, både på computer og mobil.
SEO-rangering
Din hjemmeside-performance spiller også en vigtig rolle for din synlighed på søgemaskiner som Google. Hastighed er en af de faktorer, der påvirker, hvilken placering din hjemmeside får i søgeresultaterne. Hurtigere websites har derfor bedre chance for at rangere højt, mens langsomme sider ofte bliver nedprioriteret. Når du arbejder med søgemaskineoptimering (SEO), kan det resultere i mere synlighed og dermed flere besøgende.
Forbedrede konverteringsrater
En hurtigere hjemmeside kan påvirke dine konverteringer direkte. Når din webshop loader hurtigt, er brugerne mere tilbøjelige til at gennemføre et køb, tilmelde sig et nyhedsbrev eller gemme produkter. Selv små forbedringer i hastighed kan gøre en forskel. Shopify har fx vist, at selv en forbedring på et halvt sekund kan forbedre konverteringsraten. Samtidig viser data, at Shopify-butikker i gennemsnit loader hurtigere end mange andre platforme, hvilket giver bedre forudsætninger for salg.
Forbedret mobiloplevelse
Flere og flere shopper fra mobilen, og derfor er det vigtigt, at din hjemmeside fungerer godt på mindre skærme. En hurtig og stabil mobiloplevelse gør det nemmere for kunder at navigere og shoppe. Samtidig prioriterer Google mobilvenlige og hurtige websites i deres søgeresultater, så mobil optimering af hjemmeside-performance er afgørende for både trafik og salg.
Lavere omkostninger
Når du forbedrer din hjemmeside-performance, kan du også reducere dine omkostninger. En side, der klarer sig bedre, bruger også færre ressourcer, og det kan reducere dine hostingudgifter. Fx kan optimerede billeder, caching og mindre unødvendig kode reducere belastningen på din server og gøre din webshop mere effektiv.
Værktøjer til at måle hjemmeside-performance
Som webshop-ejer har du adgang til en række værktøjer, der kan hjælpe dig med at måle hastighed, Core Web Vitals og den samlede performance på dit site. De fleste fungerer globalt og er derfor også relevante i Danmark. Her er nogle af de mest brugte:
- Shopify Web Performance dashboard: Shopifys eget dashboard til Liquid storefronts giver dig indsigt i den faktiske brugeroplevelse på din webshop. Her kan du analysere og arbejde med hastighed, stabilitet og interaktivitet baseret på rigtige brugerdata. Det giver et mere retvisende billede af, hvordan din side performer i praksis, og gør det lettere at arbejde med optimering af hjemmeside-performance.
- Lighthouse (Chrome DevTools): Lighthouse er indbygget i Chrome DevTools og bruges til at analysere din hjemmeside på bl.a. performance, tilgængelighed og SEO. Du får en detaljeret rapport med konkrete forslag til, hvordan du kan forbedre både hastighed og brugeroplevelse.
- Google PageSpeed Insights: PageSpeed Insights er et gratis værktøj fra Google, der måler din sides hastighed og giver anbefalinger til forbedringer. Værktøjet er baseret på data fra Chrome User Experience Report og viser bl.a. målinger som First Contentful Paint, Largest Contentful Paint og Cumulative Layout Shift, som alle er centrale for din hjemmeside-performance.
- GTmetrix: GTmetrix analyserer din hjemmesides hastighed og giver en detaljeret rapport med bl.a. indlæsningstid, samlet sidestørrelse og antal forespørgsler. Du får også konkrete anbefalinger til forbedringer, fx optimering af billeder, brug af caching og minificering af CSS- og JavaScript-filer.
- Pingdom: Pingdom tester din hjemmesides hastighed og hjælper med at identificere elementer, der kan gøre den langsommere. Værktøjet giver klare anbefalinger til, hvordan du kan forbedre både indlæsningstid og den samlede brugeroplevelse.
- WebPageTest: WebPageTest er et gratis værktøj, hvor du kan teste din hjemmeside fra forskellige lokationer og i forskellige browsere. Det giver detaljerede rapporter, performance-scorer og et visuelt overblik over, hvad der påvirker hastigheden på din side.
- YSlow: YSlow er en open source-browserudvidelse, der analyserer din hjemmeside ud fra en række performance-regler. Den giver statistik over centrale målinger og forslag til, hvordan du kan forbedre din hjemmeside-performance.
- New Relic: New Relic er et mere avanceret værktøj til performanceovervågning, som giver indsigt i realtidsdata, applikationens sundhed og brugeroplevelse. Det hjælper dig med at identificere flaskehalse og tekniske problemer, så du kan optimere din hjemmeside mere målrettet.
Sådan forbedrer du hjemmeside-performance
Som onlineforhandler har du ikke råd til at miste kunder pga. en dårlig brugeroplevelse. Ved løbende at teste og justere din side kan du forbedre din hjemmeside-performance og give dine kunder en bedre oplevelse. Her er nogle konkrete måder, du kan arbejde med optimering af hjemmeside-performance:
- Benyt et content delivery network (CDN): Et CDN fordeler dit indhold på servere rundt om i verden, så din hjemmeside loader hurtigere for brugere, uanset hvor de befinder sig.
- Optimer Core Web Vitals: Hold øje med målinger som Largest Contentful Paint, First Input Delay og Cumulative Layout Shift. De har stor betydning for både brugeroplevelse og din synlighed på Google.
- Brug browser-caching: Ved at gemme statiske filer i brugerens browser kan du undgå, at de skal downloades igen ved næste besøg. Det gør din side hurtigere og mere effektiv.
- Minimer eksterne ressourcer: Hver gang din side henter scripts eller indhold udefra, tager det tid. Begræns brugen af eksterne scripts for at reducere antallet af forespørgsler og forbedre hastigheden.
- Optimer statiske filer og webfonts: Komprimer filer som JavaScript og webfonts, så de fylder mindre og loader hurtigere.
- Udfør regelmæssig hastighedstest: Brug værktøjer som Google PageSpeed Insights, GTmetrix eller Pingdom til løbende at teste din hjemmeside og finde forbedringsmuligheder.
- Overvej dine hostingmuligheder: Vælg den bedste webshop-hosting, der passer til din trafik og dine behov, fx delt hosting, VPS eller cloud. Dedikerede servere er ofte hurtigere, men også dyrere.
- Reducer render-blokerende ressourcer: Identificer filer, der forsinker indlæsningen af din side, og udskyd eller optimer dem, så siden kan vises hurtigere.
- Optimer din database: Sørg for, at dine databaseforespørgsler er effektive, og at din server svarer hurtigt. Det kan have stor betydning for den samlede hastighed.
- Minimer HTTP-anmodninger: Kombinér filer, fjern unødvendige omdirigeringer og reducer antallet af forespørgsler, der skal til for at indlæse en side.
- Brug caching: Gem ofte brugt data midlertidigt, så din server ikke skal hente det igen hver gang. Det reducerer belastningen og forbedrer indlæsningstiden.
- Vær kritisk med tredjepartsværktøjer: For mange eksterne scripts kan gøre din side langsommere. Vælg kun de værktøjer, du reelt har brug for.
- Overvåg din performance: Følg løbende med i din hjemmeside-performance med værktøjer som Google Analytics og Google Search Console for at finde områder, der kan forbedres.
- Reducer Time to First Byte (TTFB): Sørg for, at din server og dit CMS er optimeret, så browseren hurtigt modtager data. Det har stor betydning for, hvor hurtigt din side begynder at loade.
- Optimer billeder: Komprimer dine billeder uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det reducerer sidens størrelse og forbedrer indlæsningstiden.
Ofte stillede spørgsmål om optimering af hjemmeside-performance
Hvad gør en hjemmeside hurtig eller langsom?
En hjemmesides hastighed afhænger bl.a. af, hvor godt indholdet er optimeret, hvor hurtigt serveren svarer, og hvor mange forespørgsler der skal til for at indlæse siden.
Hvad er optimering af hjemmeside-performance?
Optimering af hjemmeside-performance handler om at gøre din hjemmeside hurtigere, mere stabil og nemmere at bruge. Det kan fx være ved at forbedre indlæsningstid, reducere unødvendige elementer og sikre, at siden fungerer godt på både computer og mobil.
Hvordan ved du, om din hjemmeside performer godt?
Du kan vurdere din hjemmeside-performance ved at kigge på indlæsningstid, hvor hurtigt siden reagerer, brugeradfærd og konverteringer samt målinger som Core Web Vitals og placeringer i søgemaskiner.
Hvad er god hastighed for en hjemmeside?
En god indlæsningstid er typisk under 3 sekunder. Jo hurtigere din side er, jo bedre oplevelse får brugerne.


