Generativ kunstig intelligens (AI) har en forventet markedsstørrelse på mere end 356 mia. USD (ca. 2.420 mia. kr.) i 2030 og er ved at ændre, hvordan vi lever og arbejder. I dag har iværksættere adgang til AI-teknologier som maskinlæring og naturlig sprogbehandling (NLP), som gør det nemmere at drive en virksomhed. Opgaver som planlægning af møder, dataanalyse og markedsføring kan i dag klares hurtigere og mere effektivt med AI-værktøjer.
Generativ AI er også ved at ændre måden, der produceres musik på. Med den bedste AI-musikgenerator kan virksomheder skabe musik til fx annoncer eller tilføje baggrundsmusik til deres indhold.
Hvad er AI-musikgeneratorer?
AI-musikgeneratorer er softwareværktøjer, der bruger kunstig intelligens til at skabe ny musik ud fra brugerens input og præferencer. De kan komponere musik i mange forskellige genrer og bruger algoritmer til at opbygge akkordforløb, melodier, rytmer og sangtekster. Samtidig kan de analysere eksisterende musik, finde mønstre og skabe nye numre i en stil, der minder om den reference eller beskrivelse, du giver.
Sådan kan du bruge AI-musikgeneratorer
Hvis du har brug for musik i studiekvalitet, der er skræddersyet til et bestemt projekt, kan det være en god idé at hyre en musiker eller finde musik i biblioteker som PremiumBeat eller Soundstripe, hvor rigtige kunstnere sælger deres musik.
Til mere simple sange eller baggrundsmusik kan den bedste AI-musikgenerator være en nem og billig måde at gøre dit indhold bedre på. Det gælder fx:
- Videoannoncer. Brug AI-musikgeneratorer til at skabe musik til videoannoncer på platforme som Google Ads eller YouTube.
- Podcasts. Start en podcast, der er relevant for din virksomhed eller branche, og brug AI-værktøjer til at lave intro- eller baggrundsmusik til episoderne.
- Produktvideoer. AI-musikværktøjer kan levere royaltyfri baggrundsmusik, der giver mere liv til dine produktvideoer på dit website.
- Opslag på sociale medier. Brug en AI-musikgenerator til at skabe musik, der forbedrer dine opslag på platforme som TikTok, Instagram, Facebook og Pinterest.
- Undervisningsmateriale. AI-genereret musik kan være med til at sætte stemningen i fx videotutorials, onlinekurser eller lydbøger.
- Brugergenereret indhold. Brug AI-musikgeneratorer til at skabe royaltyfri musik til indhold, som dine kunder deler.
De bedste AI-musikgeneratorer
Den bedste AI-musikgenerator for dig afhænger af genre, funktioner og hvor erfaren du er med musikproduktion. Der findes mange forskellige værktøjer, som passer til forskellige behov og projekter, fx:
Suno
Suno er en AI-drevet musikgenerator, hvor du kan skabe musik ud fra en prompt (tekstbeskrivelse). Du kan skrive op til 200 tegn, der beskriver sangens emne og stil. Det kan fx være: “En opløftende akustisk jingle til en produktlancering af en ny serie elektriske tandbørster.”
Suno laver to versioner af hvert spor ud fra din beskrivelse. Du kan også lave instrumentale spor til baggrundsmusik, tilføje dine egne sangtekster og uploade lyd som reference for stil og udtryk.
Priser: Suno tilbyder et gratis Basic-abonnement, hvor du kan lave op til 10 sange om dagen. Pro-abonnementet koster 10 USD om måneden og inkluderer op til 500 sange. Premier-abonnementet koster 30 USD om måneden og inkluderer op til 2.000 sange.
Beatoven
Beatoven er et AI-værktøj, der omdanner tekst til musik. Her kan du skrive en beskrivelse på op til 100 ord med fx længde, genre, stemning og anvendelse. Det kan fx være: “30 sekunder chill lo-fi hiphop-beats som baggrundsmusik til et opslag på sociale medier.”
Ud fra din beskrivelse genererer Beatoven fire versioner af sporet, som du kan vælge imellem. Du kan derefter redigere musikken ved at justere fx tempo og instrumenter.
Priser: Beatoven tilbyder en gratis version med begrænset funktionalitet, hvor du kan generere musik, men ikke downloade den. For at downloade musik kræver det et abonnement, som typisk starter fra ca. 10 USD om måneden for 30 minutters downloads og 20 USD om måneden for 60 minutter. Du kan også vælge en pay-as-you-go-model og købe downloadtid til ca. 3 USD pr. minut.
Soundraw
Soundraw har en enkel brugerflade, hvor du vælger længde, tempo, genre, stemning og tema via en menu. Værktøjet skaber royaltyfri musik, som kan bruges i alt dit markedsføringsmateriale, fra TikTok-annoncer og Instagram Stories til træningsvideoer og produktdemoer.
Du kan redigere sporet ved at fjerne sektioner eller justere energiniveauet. Hvis du har brug for mere kontrol, kan du aktivere en mixerfunktion, hvor du justerer niveauet på de enkelte instrumenter som vokal, bas og trommer.
Priser: Soundraw tilbyder abonnementer afhængigt af behov. Creator-abonnementet starter fra ca. 19,99 USD om måneden (eller lavere ved årlig betaling) og giver ubegrænset download af baggrundsmusik.
Der findes også mere avancerede abonnementer til musikproduktion, som typisk ligger fra ca. 40-100 USD om måneden, afhængigt af funktioner og antal downloads.
Alle abonnementer inkluderer licens til kommerciel brug.
Mubert
Mubert samarbejder med rigtige kunstnere om at opbygge et bibliotek af samples og loops, hvilket giver de AI-genererede spor et mere naturligt udtryk. Du kan både generere musik ud fra tekst og ud fra et billede.
Mubert er især velegnet til baggrundsmusik og tilbyder flere måder at generere musik på:
- Track mode skaber traditionelle instrumentale spor
- Jingle mode skaber korte musikstykker
- Loop mode skaber korte loops, der kan gentages uendeligt
- Mix mode skaber længere stykker, der kombinerer flere spor
Priser: Mubert tilbyder en gratis version (Ambassador), hvor du kan generere musik med begrænset licens og krav om kreditering. Betalte abonnementer starter fra ca. 14 USD om måneden for Creator-planen, som giver adgang til musik til sociale medier. Pro-abonnementet koster ca. 39 USD om måneden og inkluderer licens til kommerciel brug som annoncer, mens Business-planen fra ca. 199 USD om måneden er målrettet virksomheder og apps med mere avancerede behov.
AIVA
AIVA giver dig mulighed for at finjustere musikken i detaljer ved at opbygge instrumentale spor trin for trin. Du kan vælge stil, tempo, akkordforløb og arrangement og selv bestemme, hvordan musikken skal udvikle sig.
Du kan også beskrive stemningen i det spor, du vil skabe. Når musikken er genereret, kan du justere lydstyrke og instrumenter. Fx kan en harpemelodi ændres til en violin.
Priser: AIVA tilbyder en gratis version med begrænsede funktioner og ikke-kommerciel brug.
Et standardabonnementet starter fra ca. 11 EUR om måneden (eller ca. 15 EUR ved månedlig betaling) og inkluderer 15 downloads samt mulighed for begrænset monetisering på platforme som YouTube og TikTok. Pro-abonnementet koster fra ca. 33 EUR om måneden (eller ca. 49 EUR ved månedlig betaling) og inkluderer op til 300 downloads samt fuldt ejerskab af ophavsretten og ubegrænset kommerciel brug.
Soundful
Soundful er udviklet til at skabe baggrundsmusik og gør det muligt at bygge nye spor ud fra genre, stil og tempo i bestemte tonearter. Værktøjet fokuserer på loops med trommer og instrumenter, som kan tilpasses.
Værktøjet tilbyder også AI-genererede lydeffekter og ambient-lyde, der kan give ekstra stemning til dit indhold.
Priser: Soundful tilbyder et gratis abonnement med ubegrænset musikgenerering, men kun én download om måneden til personlig brug. Premium koster ca. 5 USD om måneden og giver op til 100 downloads samt kommerciel brug. Pro starter fra ca. 10 USD om måneden med flere downloads og ekstra funktioner. Derudover findes Business-abonnementer fra ca. 50 til 250 USD om måneden med udvidede licenser.
Ofte stillede spørgsmål om bedste AI-musikgenerator
Findes der en gratis AI-musikgenerator?
Hvad er den bedste AI-musikgenerator til sange?
Hvordan kan AI-musikgeneratorer bruges i e-handel?
Webshop-ejere kan bruge AI-musikgeneratorer til at skabe musik til mange typer indhold, som fx videoannoncer, podcasts, produktvideoer og opslag på sociale medier. Det er dog vigtigt at gennemgå licensvilkårene, før AI-genereret musik bruges til kommercielle formål.


